Samarbejde i City of Light og 2D stenen af Mia

Jeg valgte for mange år siden at arbejde i neutralfeltet, når jeg healede. Det vil med andre ord sige, at jeg hverken arbejder i lys eller mørke, men arbejder ud fra en intension, som energierne så selv finder deres balance i. Det passer til min energi at arbejde på den måde, og sikrer på flere måder, at jeg ikke gør noget forkert. Her arbejder det nemlig ikke, hvis der ikke er noget at arbejde på.

Det har altid været svært for mig at forklare, hvad forskellen er på mere traditionel healing og en balancering, men at arbejde ud fra balancen i neutralfeltet, er det mest power fulde og effektive jeg kender. Det er her energierne arbejder i flow og her hvor der arbejdes efter ny tids principper for energiarbejde efter min overbevisning.

Ofte vil jeg sammen med den, der ønsker behandling, snakke os ind på hvad man gerne vil have hjælp til. Hvad der driller i hverdagen eller bare få kigget på ens energisystem i al almindelighed. Blive opdateret til energierne vi befinder os i og være i balance med de universelle energier ikke mindst.

Den snak og den intension slipper jeg så energierne på, og den vil søge ud, ned, tilbage, opretninger, forløsningerne, opgraderinger mm, alt efter hvem der modtager energierne og hvem man er. Jeg har gennem tiden samlet mange værktøjer sammen og de tages i brug efter behov. Nogen gange har jeg bedt bestemte stjerneenergier hjælpe mig og ofte har det beriget energiarbejdet at få en hjælpende hånd.

I forbindelse med tilblivelsen af City of Light, blev det en naturlig selvfølge at samarbejde med energierne der også. De arbejder efter samme principper og fællesskabet og samarbejdet bliver en stærk og givende kombination af energier, som tilsammen kan udrette nogen ting, jeg ikke har oplevet før. Samarbejdet, det at støtte op om balanceringen, og det at forstærke energien ved at være mange til stede, gør behandlingerne utrolig spændende at udføre.

Jeg har mit eget behandlerrum i City of light, som jeg beamer op i, når der skal arbejdes med nogle af de nyere balanceringer.

Det er en lidt sjov følelse, når man midt i arbejdet bliver beamet op i City'en, står foran døren til behandlerrummet og aktiverer koden for at komme ind. Derefter oplever jeg altid et leben af energier, der arbejder sammen for at løse den opgave jeg kommer med. Ofte kan jeg fornemme en hektisk aktivitet og energier jeg ikke rigtig kender. Jeg ser ikke energier men mærker mig frem, så det er lidt af en udfordring at følge med, når der samarbejdes på højt højt plan på de blideste og mest nænsomme måder med helt nye teknikker og for mig helt nye værktøjer.

Det handler om balancer, på nye måder og i nye dimensioner. Før var det måske balancen mellem de universelle energier og jordens energi der skulle på plads i personen, eller balancen mellem ens fortid, nutid og fremtid, men her på det sidste er der opstået nye og for mig ukendte balanceringer, som i høj grad tager afsæt i samarbejdet med 2D stenen.

Tilblivelsen af 2D stenen har tilført behandlingerne en ny og anderledes mulighed for at rette op på energier der har rod tilbage på 2. dimensions niveau. Jeg tænker der rettes op i vores fundament. Det fundament som vi bygger det hele på, så det at kunne genoprette i fundamentet, rette det ind eller opløse eller fjerne gamle blokeringer, giver helt nye balanceringer.

UFO sten

Det er urgamle blokeringer der tages fat på, implantater af forskellig art, de ikke så pæne energier af snyltekarakter, begrænsende chips og blokeringer for at vi kan udleve vores højeste potentiale. Ofte har jeg set hvordan vi kommer i forbindelse med vores højere spirituelle selv og den vej igennem kan hente healing, hjælp og vejledning.

Det er spændende at følge processen, når der tages fat i tusind år gamle problematikker. Retter hullerne op i vejen, så man ikke ustandselig skal køre udenom eller ned i de samme huller altid. Det er spændende at være tilskuer til hvordan energien kan afhjælpe gamle skader og mangler og give nyt afsat i livet, for det er det der sker. Vi får nyt afsæt, når 2D stenen går ind og arbejder med.

Et niveau som bestemt er meget fysisk og som for mange af os, bærer på større eller mindre ubalancer.

At arbejde med 2D stenen, er som at reparerer det føromtalte hul, i stedet for at blive ved med at skulle udenom. Når energien fra 2D stenen går med ind i ligningen går energierne dybt, tilbage, ned og ind. De søger efter fundamentet og tjekker op på det afsæt, man egentlig har at bygge sit energiafsæt ud fra. Det er forunderligt og noget grænseoverskridende at mærke hvordan der sættes på, reguleres og justeres i for længst glemte niveauer, men står fundamentet skævt, kan det være mere end nødvendigt med opretning. Det er trods alt det fundament vi skal virke ud fra.

Ofte sker opretningerne med 2D stenen i vores eget fundament og lænden, nedre del af ryggen og sædet er ofte der energierne retter op som en anden centicubes. Det føles ofte som om nogle hjælpende hænder hjælper med at dreje, hive og justere i området og man bliver ganske øm i kroppen efterfølgende, hvis der har været mange ubalancer.

Jeg vil ikke lægge skjul på, at det var en proces af de lidt større jeg selv måtte igennem, for at tilegne mig den balance i dybden der tilhørte mig, da jeg fik behandling med 2D stenen. En proces som varede en del uger, hvor jeg var træt træt træt i krop og i energi, men den integrering jeg tilegnede mig, har gjort, at jeg nu arbejder med de dybder i mine behandlinger, da de er blevet en integreret del af mig.

Det kan jeg mærke når jeg arbejder med mennesker, eller med dyr eller på rejser, når jeg ind imellem arbejder for Jorden.

Jeg forstår stadig ikke hvordan jeg guides til udlandet for at arbejde med balanceringer til Jorden men det sker med mellemrum at forskellige fysiske destinationer bliver en uimodståelig magnet. Denne sommer gik turen til syd Frankrig og det jordarbejde har i den grad taget afsæt i de nye dybe energimuligheder og opretningsmuligheder.

Den historie må blive på et senere tidspunkt, men spændende er det at kunne arbejde i så dybdegående energiniveauer. Rette op på de ”huller i vejen” i fortiden som vi ustandselig har kørt udenom og ned i.

Det er en rigtig god fornemmelse at få mere plant underlag til fremtidens oplevelser, opgaver og spirituelle hverdag ikke mindst Happy

Sikken fantastisk gave.

Tak for den.

Skrevet af Mia Sabina Dannesboe, som er behandler i City of Light
Comments